Udstødningsrøret bliver repareret

Sådan reparerer du et hul i udstødningen

15 juni 2015, 16:41

Din bils udstødning er en ret vigtig del af bilens dele, da den kan være direkte årsag til forøget brændstofforbrug og forurening, både miljømæssigt og støjmæssigt.

Særligt alvorligt er det, hvis udstødningen er utæt i den forreste del, så udstødningsgasser afgives og siver ind i kabinen.

Udstødningen er en udsat del, og med varme-kuldepåvirkninger, og tæt på vejen med slud og sjap, er det uundgåeligt, at den ruster op på et tidspunkt. Nogle gange flækker den blot, og så gælder det om at lappe den hurtigst muligt.

Du kan sikkert godt nød-reparere udstødningen selv, og når du ikke kan lappe mere, skal den skiftes.

Nedenfor er nogle gode råd til, hvordan du selv kan lappe en utæt udstødning. Vil du ikke selv kaste dig ud i det, kan du dog også bruge Autobutler og få tilbud på reparation af din udstødning:

Beslut hvilken metode du vil bruge

Der er flere forskellige måder, du kan reparere udstødningsrøret på og flere forskellige komponenter til at reparere med. Det mest almindelige er reparationsbandage eller udstødningspasta.

Der er to væsentlige forskelle på, om du vil bruge det ene eller det andet produkt. Bandagen er hurtigst at vikle omkring røret, hvorefter motoren skal stå i tomgang 5 minutter, inden du er køreklar. Udstødningspasta skal have lov til at hærde i 24 timer, inden du kan køre. Umiddelbart vil tape/bandage altså være det foretrukne valg, men hvis hullet eller revnen ikke er inde på røret, men inde i en vinkel, f.eks. mellem rør og lydpotte, kan du ikke bruge tape, og så er pasta det, der kan bruges.

Find hullet

Først skal du finde hullet. Du kan måske lytte dig frem til, hvor det er, men der er nogle gange, hvor det ikke er så ligetil.

Når du skal reparere udstødningen, skal bilen sandsynligvis løftes, og her skal du være opmærksom på, at den skal være klodset forsvarligt op.

Læg dig aldrig ind under bilen, mens den er løftet på en almindelig donkraft. Det er for farligt, og når du rykker lidt i udstødningen, risikerer du, at donkraften skrider. En donkraft er kun til dækskifte i nødstilfælde.

Kør bilen op på ramper, eller løft bilen og læg klodser/kasser ind under, der kan holde. Helst massivt træ eller sten i form af mursten, fliser eller andet.

Når du nu alligevel er i gang med at reparere udstødningen, kan du lige så godt tjekke så meget af udstødningen, du kan komme til. Hvis der er et lille hul, du ellers overser, eller en synlig defekt der ikke er helt gennemtæret endnu, kan du lige så godt lave det med det samme.

Rengør området omkring revnen eller hullet

Uanset om du bruger tape eller pasta, bliver du nødt til at rengøre området omkring revnen eller hullet.

Den nemmeste måde at rense røret på er at tage noget hårdt, som en stålbørste, og rense området forsigtigt. Jo renere og mere fri for rust området er, jo bedre hæfter reparationsmaterialet, og jo tættere reparation får du.

Hvis du bruger udstødningspasta, kan du også bruge vand, men hvis du bruger tape, skal det være helt tørt, ellers hæfter det ikke ordentligt. Sørg for at rense hele det område, som pasta eller tape vil dække.

Hvis du bruger udstødningsbandage

  • Tænd motoren. Varm bilen lidt op, hvis temperaturen er under 21°, så udstødningsbandagen sidder bedre fast og tætner bedre. Den skal dog ikke blive alt for varm.
  • Forbered tapen. Sluk bilen igen. Hvis der er noget beskyttelse på bandagen, skal den først fjernes. Vær påpasselig med ikke at få snavs på bandagen, da det vil have indflydelse på holdbarheden og kvaliteten af din reparation.
  • Rul bandagen på. Pas på, hvis udstødningsrøret er varmt - det kan være, at du skal bruge handsker. Rul bandagen rundt om røret, og glat eventuelle folder så meget som muligt.
  • Fastgør bandagen. Brug ståltråd til at sikre, at tapen ikke falder af, mens den tørrer. Samtidig øger det varigheden af reparationen.
  • Sæt bilen i tomgang. Tænd bilen igen, og lad motoren køre i tomgang i ca. 20 minutter, så udstødningen bliver varm og får bandagen til at fæstne og hærde på røret. Herefter kan du køre som normalt igen.

Udskiftning af udstødningsrør

Hvis du bruger udstødningspasta:

  • Fugt området. Efter du har renset området, skal du sørge for, at det er fugtigt, inden du tilføjer udstødningspasta. Du skal også være opmærksom på, at pastaen ikke må være for tør. Hvis den er det, kan du tilsætte lidt vand og ælte det godt.
  • Lap med pasta. Tilføj pasta rundt om hullet, og sørg for at få noget pasta i hullet eller revnen, før du dækker skaden med pasta. Hvis det er et relativt stort hul, kan det være en fordel at vikle ståltråd omkring med det samme, eller lægge et net over hullet, når du lapper.
  • Sæt bilen i tomgang. Tænd bilen, og lad den stå i tomgang 10 minutter, så tørreprocessen starter hurtigt op.
  • Vent til det er tørt. Lad være med at køre i bilen i 24 timer efter, at du har lappet med udstødningspasta, så det er helt tørt.

Husk at begge disse metoder er midlertidige, og kræver en udskiftning af udstødningen inden længe. På denne måde får du blot forlænget levetiden på udstødningen i en periode. Du kan også læse om, hvordan du kan beskytte udstødningen mod rust, eller fjerne rust fra udstødningen.

Alt om udstødningsrør og katalysator

Katalysator

Dieselpartikelfilter

Få tilbud og sammenlign priser på udstødningen

Få tilbud »

Fordele med autobutler.dk

  • Få tilbud fra værksteder nær dig
  • Spar op til 60%*
  • 3 års garanti på arbejde og reservedele

Vi står klar til at hjælpe dig! Kontakt os på email eller ring på 77 34 32 21

Trustpilot
Trustpilot_ratings_4halfstar-RGB Created with Sketch.
Fremragende 4.3 / 5 - 16371 anmeldelser

Få tilbud nær dig

Vi har 200 uafhængige værksteder klar til at hjælpe.