Bilværksteder advarer om advarselslamper

Et stigende antal bilister overser bilens advarselslamper - det koster dyrt i reparationer på landets bilværksteder.

Stop bilen før det er for sent - lyder rådet fra værkstedsportalen autobutler.dk som de sidste tre måneder har haft en stigning i dyre bilreparationer, som kunnet have været undgået hvis bilejeren blot havde fulgt bilens advarsler i instrumentpanelet. Når bilejerne alligevel kører videre, skyldes det ofte en uvidenhed. De færreste kender nemlig til betydningen af de forskellige advarselssignaler og overser derfor de alvorlige meldinger.

En af de værste fejlmeddelelser man kan få er relateret til olie eller til motoren. Hvis olielampen eller motorlampen lyser rødt er det ekstremt alvorligt, og man skal under ingen omstændigheder køre videre. Vi har haft biler, hvor bilejeren blot kørte få hundrede meter, hvorefter hele motoren brændte sammen, på grund af mangel på olie, forklarer analysechef Jan Sturm fra autobutler.dk. Her har man alene i årets sidste tre måneder haft en fordobling i skader som ikke burde kunne ske, hvis bilejeren havde fulgt bilens advarselslamper.

Udskiftning af en motor er en reparation til mange tusinde kroner og man kan ofte ikke dække sig under at bilen har en garanti. For hvis bilens advarselslampe har advaret om fejlen, har du som bilist selv forvoldt den efterfølgende skade. Derfor ender mange bilejere med en voldsom stor efterregning, som de selv skal betale.

Vi har lige haft en bilejer, som kørte videre med for lidt olie. Det kostede en smeltet motor, og en udskiftning til over 30.000 kroner. Det er derfor ikke harmløst for hverken dig eller din pengepung. Hvis en af lamperne på din bil lyser gult, bør du undersøge, hvad det betyder før du kører videre. Kig i bilens vejledning, hvis du er i tvivl. Hvis lampen lyser rødt skal du altid standse bilen hurtigst muligt. I mange tilfælde betyder rødt et totalt stop - hvor du ødelægger bilen hvis du fortsætter kørslen, siger Jan Sturm.

Nye biler advarer alt for meget
Moderne biler har fået langt flere advarselstyper end før. For eksempel skal alle nye biler have en dæktryksensor lige som mange biler advarer om døre, der ikke er lukket korrekt. Men det kan også være simple fejlbeskeder om at fx. bilens regnsensor ikke virker, eller at nummerpladelyset er gået i stykker. De mange advarsler øger trafiksikkerheden, men gør os også mere forvirrede. Mange vælger derfor at overse de alvorlige advarsler - vi tror simpelt hen at et rødt lys med en motor er en harmløs advarsel.

Et af de mest solgte bilmærker, VW, har over 33 forskellige advarselslamper, og selv om de ikke nødvendigvis alle sammen findes i lige præcis din bil, siger det alligevel noget om kompleksiteten. For eksempel er der en advarselslampe som blot viser bogstaverne EPC. Den fortæller, at der kan være noget galt med den del af bilens computer som bl.a. styrer farten. En alvorlig advarsel - som bør sende dig direkte hen til en mekaniker. Alligevel har vi endnu ikke mødt en bilejer, som var klar over betydningen af lige præcis den advarselslampe.

Det skal du særligt holde øje med
Hos autobutler.dk havde man cirka 10 procent flere oprettede opgaver i 2016 i forhold til året før, hvor bilejeren nævner at der er en irriterende lampe som lyser i instrumentpanelet. I mange tilfælde kan bilejeren fint vente 24 timer på at få tilbud - men værkstedsportalen peger på især tre advarselstyper, hvor opgaven placeres som en haster, og bilejeren advares om at han under ingen omstændigheder må køre videre.

Det er især olietrykket, der kan sende din bils advarselssystem op i det røde felt. Hvis der er en lille utæthed i oliesystemet, vil bilens motor til sidst mangler så meget olie, at den ikke længere kan smøre sig selv. Overser du advarslen, er skaderne ofte så alvorlige, at værkstedet kan blive nødt til at skifte hele motoren.

Et andet symbol viser en motor. Det kan være en harmløs fejl, men skyldes ofte en eller anden form for utæthed, knækket kabel eller ødelagte ledninger. Du kan måske godt køre videre, men konsekvensen her kan også være at motoren brænder sammen.

En sidste advarsel som mange møder i vinterperioden viser symbolet på et batteri. Vinterkulden kan tømme dit batteri hurtigere, end du tror. Og hvis du kun bruger bilen til korte ture i byerne kan du ende med at bruge mere strøm, end du oplader. I mange tilfælde får du en advarsel når batteriet er ved at være tomt. Hvis batteriet fortsat lyser efter en lang køretur er det tegn på en anden fejl, som du bør få ordnet hurtigst muligt.

FAKTA

VWs officielle oversigt over de mest typiske advarselssignaler.

Baggrund - de mest typiske advarsler i danske biler
Generelt skal man altid reagere hvis lamperne lyser - men i mange bilmodeller har man også farvekoder hvor et rødt lys som hovedregel betyder at man skal reagere straks, medens et gult lyst betyder at man skal få bilen efterset i en nær fremtid.

Problemer med bremserne? Normalt fordi du har glemt at løsne håndbremsen – men hvis det ikke er tilfældet kan det være farligt at køre videre. Det kan være bremsevæsken som er forsvundet, eller bremseskiverne slidt ned til metallet. Stands bilen – og ring efter vejhjælp.

Motoren er overophedet. Kølevandet kan ikke nedkøle motoren. Stand bilen indtil den er kølet ned, og kør dernæst bilen direkte på værksted.

Oliemangel. Undersøg om bilen mangler olie, og fyld ekstra olie på. Spørg på værkstedet, hvis du er i tvivl om olietypen.

Dårlig olie. Der er noget i vejen med olien. Sandsynligvis er den for gammel. Tjek olieniveauet og fyld ekstra olie på. Det hjælper dog ikke altid og du må ikke køre videre, hvis lampen fortsat lyser. I de fleste tilfælde bør bilen komme på værksted.

Sikkerhedsselerne er ikke i brug. En eller flere af dine passagerer har glemt at tage sele på. Symbolet kan dog også lyse, hvis der ligger en tung taske på bilsædet.

Strømproblemer. Du skal straks standse bilen. Den er løbet tør for strøm. Det kan være generatoren som er defekt, eller de elektriske forbindelser i bilen som er ødelagte. Hvis den lyser gult eller orange kan du køre videre, og batteriet skal snart skiftes.

Bremsebelægningen er nedslidt og skal skiftes hurtigst muligt.

ESP er et elektronisk stabiliseringsprogram, som hjælper bilen med at registrere våde og glatte veje. Kør forsigtigt, og undlad hårde opbremsninger.

Dæktryksmåler. Alle nye biler skal have sådan en måler installeret. Tjek dit dæktryk, hvis lampen lyser er der en fejl i kalibreringen, som værkstedet nemt kan fikse.

Airbags er frakoblet. Hvis du for eksempel har et barnesæde kan du slå airbags fra. Hvis den stadig lyser efter du har trykket på bilens airbagknap er der noget galt. I værste fald virker dine airbags ikke. Bilen skal derfor på værksted.

Tågelygter er tændt. Må kun bruges under tåge og ved kraftigt nedbør og med nærlys tændt.

Motorlampe. Der er et eller andet problem med motoren og betyder som regel at motoren er gået i et nød-program, hvor den ikke opererer på fuld kraft. Du bør hurtigst muligt få bilen på værksted.

Der kan være andre advarselslamper i din bil. Tjek bilens manual, hvis du er i tvivl. Lyser lampen rød er det som hovedregel kritisk, og du skal gøre noget ved problemet hurtigst muligt.

Tilbage

Gå på din værkstedsside, og få nye kunder i dag
https://crm.autobutler.dk/login