Blog

  • Forside
  • Blog

Autobutler-værksteder vinder kunder på gode bedømmelser

Værkstederne får snart tilbudt selvstændigt ratingsystem til deres egne, faste kunder af autobutler.dk Med online-handel følger brugerbedømmelser. Og med brugerbedømmelser eller ratings følger bedre kvalitet. Ellers mister man kunderne i en stadig mere gennemsigtig og konkurrencepræget verden. Så når eksempelvis Autopartner-kæden som den eneste kæde tager værkstedsbedømmelser i anvendelse til deres kvalitetssikring, vækker det anerkendelse hos værkstedsportalen autobutler.dk, der i maj fik to E-handelspriser - blandt andet på grund af deres ratingsystem. - Vi tager hatten af for Autopartner, der har forstået, at kunderne gerne vil se andre bilejeres bedømmelse af værkstederne, siger Christian Legêne, partner og administrerende direktør i autobutler.dk ApS.

Mekanikere opper sig

Bedømmelser får værkstederne og mekanikerne til at oppe sig. Og det skaber loyale kunder, mener han: - Autopartner-værkstederne får i snit cirka 4,2 ud af 5 mulige point i deres egen kæde. Det er flot, men de Autopartner-værksteder, der er tilknyttet vores portal, scorer 4,6 hos os! Det er bemærkelsesværdigt og viser vel alt andet lige, at der hos autobutler.dk er hård konkurrence om at levere kvalitet. Kunderne går nemlig i høj grad efter kvalitet, geografisk nærhed og god dialog, ikke kun en god pris, siger han. - Eller sagt med andre ord: Det er paradoksalt, at dele af branchen påstår, at vi ensidigt fokuserer på lave priser, når man kan se, at Autopartner-værkstederne scorer flest kvalitetspoint fra bilejerne hos os, pointerer Christian Legêne.

Brugerstyret system

Ratingsystemet hos autobutler.dk er totalt brugerstyret. Når en kunde har fået løst en opgave hos et tilknyttet autoværksted, får kunden en opfordring til at bedømme værkstedet. Det sker, mens de har værkstedsbesøget i klar erindring. Alle bedømmelser er med andre ord tilknyttet et stykke faktisk udført arbejde. 35.000 bilejere har kunnet bedømme værkstederne i de seneste godt to år, og gennemsnittet fra de 9.000 bilejere, der har gjort det, er 4,5. - Der er naturligvis værksteder, der får dårlige bedømmelser fra bilejere, der ikke har haft den rette oplevelse. Det er med til at få værkstederne til at arbejde ekstra seriøst. Værkstedet selv bruger derfor ratings som et værktøj til at forbedre deres image og kundetilfredshed, men for autobutler.dk indgår det også som et pejlemærke for, hvilke værksteder, vi ønsker at samarbejde med siger Christian Legêne.

Trustpilot viser værkstedstilfredshed

Når bilejerne har givet værkstedet en rating, opfordres de til at bedømme selve autobutler.dk på Trustpilot, som samler brugerbedømmelser for hundredvis af brancher. Her er bedømmelsen af autobutler.dk i snit 9,4 ud af 10 mulige, nummer 1 ud af 74 indenfor kategorien ”biler”. - Også her hænger pointafgivningen nøje sammen med oplevelsen på værkstedet. Vi får meget få bedømmelser på Trustpilot, som ikke hænger sammen med en aktuel værkstedsoplevelse. Så selv om vi da gerne tog hele æren for de 9,4 point, så er sandheden nok, at den høje karakter i lige så høj grad afspejler bilisternes tilfredshed med værkstedet som med vores tjeneste, slutter Christian Legêne.

Værksteder får adgang til ratings

De værksteder, der er tilknyttet autobutler.dk, får i øvrigt i begyndelsen af 2013 nye muligheder. Allerede i dag har flere af værkstederne på autobutler.dk valgt at præsentere deres autobutler-bedømmelser på deres egne hjemmesider. Med det ny system vil værkstederne også få mulighed for at få bedømmelser fra deres egne, faste kunder, der ikke har brugt autobutler.dk som service. Målet med dette ny tiltag er at tilbyde værkstederne endnu et værktøj, som kan bidrage til at give dem endnu flere loyale kunder.

Autopartner i top hos autobutler.dk

Værkstedskæderne får flotte ratings på autobutler.dk. Maksimum er 5:

AutoPartner: 4,63 AutoPlus: 4,58 Mekonomen Autoteknik: 4,57 Hella Service Partner: 4,56 Teknicar: 4,54 Automester: 4,46 MekoPartner: 4,47 Din Bilpartner: 4,46 Bosch Car Service: 4,39

Få 3 tilbud fra værksteder nær dig

Vi har over 520 kvalitetsværksteder klar til at tage imod din bil. Det er hurtigt, nemt og sikkert.

Få tilbud nu